Med alle mulige krumspring er Lissabon-traktaten startet sin vej udenom den danske grundlov.
Regeringen fremsatte den 9. januar et lovforslag til Danmarks ratifikation af EU’s nye traktat. Førstebehandling sker den 24. januar, mens endelig vedtagelse forventes i løbet af foråret. Det særlige er at lovforslaget fra starten, i de medfølgende bemærkninger, gør rede for at det ikke er det endelige forslag, men at et centralt punkt først kommer til i løbet af processen.
Uddrag af lovforslagets bemærkninger:
4. Politiske aftale i tilknytning til Lissabon-traktaten Artikel 48, stk. 7 i traktaten om Den Europæiske Union giver Det Europæiske Råd mulighed for at ændre visse bestemmelser i traktaterne om enstemmighed i Rådet og om anvendelse af særlige lovgivningsprocedurer, således at der i stedet anvendes kvalificeret flertal i Rådet eller den almindelige lovgivningsprocedure, der giver Europa-parlamentet fuld medindflydelse. Hvis der i en politisk aftale opnås enighed om, at udnyttelsen af bestemmelsen i artikel 48, stk. 7 i traktaten om Den Europæiske Union for regeringens vedkommende forudsætter, at samtykke indhentes fra Folketinget, vil regeringen være indstillet på at fremsætte ændringsforslag til nærværende lovforslag herom under lovforslagets behandling i Folketinget.
Som det antydes i bemærkningerne har regeringen et problem med den nye traktat, den er ikke ordfast. Områder der i teksten er omfattet af enstemmighed (vetoret), kan uden videre ændres. Formålet med den kommende justering af det fremlagte lovforslag er derfor at give Folketinget ret til at bestemme om en vetoret skal opgives. Det er både en magtpolitisk og juridisk nødvendighed. Juridisk fordi at politikerne nu slipper for at tage stilling til andet end den konkrete tekst, og kan feje den ubekvemme kendsgerning, at teksten kan ændre sig, ind under gulvtæppet til senere. Magtpolitisk fordi at både SF og de øvrige EU-partier synes at være enige om at den eneste måde at fastholde Danmark i EU er ved at lave politiske studehandler, der holder uanset skiftende regeringer.
Hvad der taler for denne udlægning er at ratifikationen af Lissabon-traktaten, i følge regeringens egne jurister, kun kræver et almindeligt flertal i folketinget, det kunne klares udenom SF.
Danmark ønskede sig i ”tænkepausen” ændringer på 9 områder der oprindeligt var udpeget som årsag til en dansk folkeafstemning. Ændringerne vedrørende de danske ønsker består for størsteparten af at flytte sætninger til andre afsnit så de er dækket ind under de eksisterende danske forbehold. Et særligt spørgsmål er om EU-lederne uden at åbne nye traktatforhandlinger kan ændre de områder som er blevet flyttet rundt tilbage igen.
arkiv 2008-01-16
