I 2016 vedtog EU en En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs – og sikkerhedspolitik, og har siden talt mere og mere om at opbygge en fælles EU-Hær.
Fornyelig vedtog EU-parlamentet en betænkning hvor de understreger, at det mere end nogensinde er nødvendigt at opfylde Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks mål om at styrke Unionens operationelle kapacitet til at handle udadtil for at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed som fastsat i EU-Traktaten.
EU’s forsvarspolitik kan deles op i nogle overskrifter:
– Udforme en fælles forsvarspolitik.
– Og en fælles udenrigspolitik.
– Musketer ed – der går videre end Nato.
– Forebyggende krige – uden FN mandat.
– Opbygge et fælles forsvar.
– Dels stille krav til medlemslandenes militære kapaciteter og budget.
– Dels stille krav om soldater og udrustning til en fælles hær, a la Nato.
– Dels opbygge et overnationalt EU-militær med eget budget.
– Samarbejde / koordinering / eller del af Nato.
– Indkøbspolitik, forskning-rumfart og fremme af militærindustrien.
EU’s retningen mod et egentligt fælles forsvar, og ikke blot endnu en militær alliance er allerede beskrevet i traktaterne i 1992, men er over de seneste år for alvor ved at blive sat i værk. Traditionerne og opbygningen i de forskellige landes forsvar varierer, og nogle lande blev efter 2. verdenskrig pålagt nogle ret stærke begrænsninger i hvad de kunne bruge deres militær til. Det er både de politiske bånd og militære strukturer som EU på sigt ønsker at harmoniserer, således at de forskellige lande ikke blot stiller med vær deres bidrag under vær deres eget lands øverstbefalende, men at alt fra uddannelser til kommunikation, fra våbentyper til kommandostruktur, skal harmoniseres.
Det der er uenighed om er bl.a. hvem der skal sidde med fingeren på aftrækkeren. Som det står nu kræves der enstemmighed blandt medlemslandene for at udløse en krig. Og der er indtil videre ikke nogen der tør pille ved det. I realiteten vil det nok blive en kommandostruktur der kommer til at være en del af EU’s normale institutioner. Og som så i den daglige politik også skal refererer til Rådet, Formandsgruppen, kommissionen, og i et eller andet omfang EU-parlamentet – det er om ikke andet her at der vil være en budgetkontrol, og sikkerhedspolitiske med en eller anden ret til sagsindsigt udvalg.
De nationale folketing vil derimod blive endnu mere marginaliseret, og med det samme EU indfører en rigtig præsident vil vedkommende også få titel af øverstbefalende.
Derfor arbejdes der nu på at gøre det fælles militær til en del af en fælles union, altså under unions politik, og unions strafferet.
Det at gå i krig i andre lande bliver i Danmark solgt som en lille simpel forretning, en mision hvor vi blot sender nogle fly og hjælper nødstedte mennesker og opbygger skoler og spiller fodbold. Militær magt handler jo i virkeligheden jo om noget ganske andet og betydeligt mere komplekst, og selvom man i Danmark glemmer at anerkende internationalt ret, så er ansvaret for at gå i krig beskrevet i grundloven og i de Internationale traktater som vi er bundet af. Og tilsvarende for de fleste lande i verden.
– Altså for at opsummere så er det arbejde der skal til før EU kan få sin helt egen hær, en ret omfattende opbygning af en overstatslig mekanisme. Derfor er man i første omgang gået efter et militær der bliver stykket sammen, stadig underlagt nationale parlamenter, og opbygger permanente koalitioner af villige lande der sender tropper til EU’s “flinke” missioner. Mens for alle medlemslande opbygges en fælles træning, økonomi og centralkommando dels parallelt og dels i samarbejde med Nato.
(Danmark er undtaget for at deltage direkte i EU’s forsvarsområde, men lader sig gerne inspirerer og underligger sig i praksis politik fra USA, EU og Nato.)
Læs resten →
Offentligt møde om EU-militær 22. februar
