De seneste undersøgelser om den globale opvarmning og dens årsager og konsekvenser viser at fordelene ved en hurtig, kraftig indsats over for klimaændringerne langt opvejer de dermed forbundne omkostninger. Dermed er beslutningsgrundlaget for EU’s energipolitik pludseligt blevet lidt mere miljøvenligt.
Det Europæiske Råds nyligt overstående forårstopmøde vedtog en målsætning om reduktion af CO2 udledning på 20 % inden 2020 i forhold til 1990 – et stykke under anbefalingen fra FN. I samme omgang vedtog man, at EU fremover skal tale med én stemme i de internationale klima- og energi-forhandlinger (hvilket først og fremmest handler om at lægge maksimalt pres på Rusland og andre leverandør lande) samt at gøre forsyningssikkerhed til en del af Unionens sikkerhedspolitik (militærpolitik).
Topmødet vedtog også en yderligere liberalisering af hele energisektoren, støtte til højspændingsforbindelsen mellem Tyskland, Polen og Litauen, forbindelser til havvindmølleparker i Nordeuropa, elforbindelser mellem Frankrig og Spanien samt Nabucco-rørledningen, der skal føre gas fra Det Kaspiske Hav til Centraleuropa.
Desuden (og ikke mindst) satsede man på udvikling af ‘sikker’ atomenergi. Den europæiske atomlobby kunne notere sig for en større sejr.
Før topmødet var der et stort pres for at få placeret atomenergi på linie med vedvarende energi. I et bilag til topmødet fra Kommissionen antydes også den nære sammenhæng med klimapolitikken: ”Kernekraften har været en af måderne, hvorpå CO2-emissionerne er blevet begrænset i EU, og i de medlemsstater, der ønsker det, vil den sandsynligvis også indgå i et energiscenario, hvor der bliver stillet krav om betydelige emissionsreduktioner i de kommende årtier.”
Det lykkedes ikke helt, men blev i stedet til følgende kryptiske bemærkning: ”Det Europæiske Råd vil fuldt ud respektere medlemsstaternes valg af energimix og noterer sig Kommissionens vurdering af, hvordan kernekraften kan bidrage til at imødekomme de stigende bekymringer i forbindelse med energiforsyningssikkerheden og reduktionen af CO2-udledningen.”
Den snart afgåede franske præsident Chirac fremhævede imidlertid betydningen af denne passus i slutdokumentet. Det har fået flere til at frygte, at atomenergi alligevel vil blive talt med som vedvarende energi, når den endelige forhandling er afsluttet. En tredjedel af elektriciteten i EU kommer fra atomkraft, mens det i Frankrig er over halvdelen.
Unionens energipolitik har genvundet sin plads som et af de stærkeste instrumenter til dens videreudvikling. Der er tale om et virkeligt omfattende program for at tage styring med medlemslandene, styrke centralmagten og de helt store kapitalinteresser.
Klimaproblemet er blevet en praktisk fernis. Kigger man nærmere på EU talmagi handler det ikke en dyt om reducering af motorveje og bilpark eller om udvikling af ren bæredygtig energi, baseret på decentrale kraftværker.
Miljøorganisationen NOAH skriver rammende i en kritik af regeringens og EU’s blinde øje:
” EU-kommissionens forslag indebærer, at bilindustrien kun skal sikre et gennemsnit på 130 gram CO2 pr. km for solgte biler i EU i 2012. Det er et forslag, som er stærkt påvirket af den magtfulde billobby. At EU-kommissiones forslag er yderst beskedne bekræftes af, at en relativ simpel downsizing af en VW Golf forventes at kunne bringe dens CO2-udslip ned fra 156 til 105 gram pr. km.CO2-udslippet fra vejtransporten er steget med 26% fra 1990 til 2004. Transport sluger 26,5 % af EU’s samlede energiforbrug og heri er ikke medregnet energiforbruget til produktion af køretøjer, bygning af veje mv.”
Målene om 20 procents CO2-reduktion, 20 procents energi-effektivisering og 20 procent vedvarende energi er efter Jacques Chiracs mening begyndelsen på ”en revolution af Europas energi-model”. En begyndelse er måske så meget sagt da der intet konkret blev vedtaget om fordelingen af reduceringerne på de enkelte lande, eller hvor meget, der kan købes som varm luft.
EU’s planer vedrørende klima problematikken som de ser ud nu baserer sig:
1) På ombygning af kulkraftværker til CO2 neutrale systemer, hvilket vil sige de skal sende røgen ned i jorden i stedet for ud i luften.
2) På atomkraft
3) På køb af varm luft fra de samme lande som leverer naturgas, det er derfor man stadig hænger sig i det mærkværdige årstal 1990 – skulle nogen have glemt det. Året da Rusland stadig var en industrigigant og udledte store mængder CO2. Jævnfør de internationale aftale om reducering af udslip så har Rusland sparet for meget så at sige, og de sælger så deres overskudskvote til de lande der nu brænder Ruslands naturgas af.
4) På en forhåbning om at man inden 2050 vil have udviklet den nye type fusions- kernekraft.
EU’s planer handler om kontrol og kampen om verdensmarkedsdominans på alle vigtige former for energiproduktion. Danmark kan derfor også få lov til at bygge en vindmøllepark langt ude i vandet. Det centrale i alle typer af systemer er netop ikke kun produktion, men i lige så høj grad adgang til brændsel og transmission, og i parentes bemærket bliver udgifterne til et hav vindmøller projekt ikke kun absurd stort, udgifterne til transmissionen bliver det der slår, derfor er EU’s støtte så vigtig.
Nogle miljøorganisationer kalder topmødet en halv sejr for miljøet og løber ud på limpinden med at EU kan bruges til fornuftige ting. Men prisen for at deponere sin selvstændighed hos EU er ikke et bedre miljø, men al magt til private firmaer, også dem, der lever profitabelt af at sælge så meget energi som muligt.
arkiv 2007-03-13
