EU står ikke stille, men lancere nu en 2025 plan om en overbygning på den fælles valuta og centralbanken:
http://ec.europa.eu/priorities/economic-monetary-union/docs/5-presidents-report_da.pdf
Uddrag fra rapport
Kap. 5
Demokratisk ansvarlighed, legitimitet og institutionel styrkelse
Større ansvar og integration i EU og euroområdet bør gå hånd i hånd med større demokratisk ansvarlighed, legitimitet og styrkelse af institutioner. Dette er både en forudsætning for succes, og en naturlig følge af den stigende indbyrdes afhængighed inden for ØMU’en. Det indebærer også en bedre fordeling af nye beføjelser og større transparens, med hensyn til hvem der gør hvad og hvornår. I sidste ende betyder og kræver det mere dialog, større gensidig tillid og en stærkere evne til at handle i fællesskab.
Da krisen var på sit højeste, var det ofte nødvendigt hurtigt at træffe vidtrækkende beslutninger, tit fra den ene dag til den anden. I flere tilfælde blev der valgt mellemstatslige løsninger for at fremskynde beslutningerne eller overvinde modstand. Nu er tiden så kommet til at få revideret og konsolideret vores politiske konstruktion — og til at opbygge næste fase i vores Økonomiske og Monetære Union.
En række konkrete skridt hen imod en større ansvarlighed og deltagelse bør træffes allerede på kort sigt (fase 1):
En central rolle for Europa- Parlamentet og de nationale parlamenter
De første konkrete skridt er blevet iværksat af Europa- Parlamentet for at styrke det parlamentariske tilsyn som en del af det europæiske semester. ”Økonomiske dialoger” mellem Europa-Parlamentet og Rådet, Kommissionen og Eurogruppen har fundet sted i overensstemmelse med bestemmelserne i ”sixpack-” og ”twopack-” lovgivningen. Dette har allerede været en del af de seneste europæiske semestre. Disse dialoger kan styrkes ved, at der opnås enighed om specifikke tidsperioder under de vigtigste trin i den europæiske cyklus. Der er blevet dannet en ny form for interparlamentarisk samarbejde, hvor der deltager europæiske og nationale aktører. Det finder sted i den europæiske parlamentariske uge, som organiseres af Europa-Parlamentet i samarbejde med de nationale parlamenter, som omfatter repræsentanter fra nationale parlamenter til dybdegående drøftelser om politiske prioriteter. ”Twopack’en” giver også et nationalt parlament ret til at indkalde en kommissær, som skal præsentere Kommissionens holdning til et udkast til budgetplan eller Kommissionens henstilling til en medlemsstat angående proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud — en ret, som bør udøves mere systematisk end hidtil.
Vi kan yderligere styrke planlægningen og merværdien af disse parlamentariske forløb på linje med det nye europæiske semester, som er skitseret i bilag 2. Blandt andet vil Kommissionen kunne deltage i en plenardebat med Europa-Parlamentet, før den årlige vækstundersøgelse bliver forelagt, og senere vil debatten kunne fortsætte efter vedtagelsen heraf.
En anden særlig plenardebat vil kunne foregå i forbindelse med Kommissionens fremlæggelse af de landespecifikke henstillinger, som det er fastsat i de relevante bestemmelser i ”sixpack’en” om økonomisk dialog. Samtidig vil Kommissionens og Rådets repræsentanter kunne deltage i interparlamentariske møder, navnlig i forbindelse med den europæiske parlamentariske uge. Denne nye praksis kan aftales løbende og mere detaljeret mellem EU-institutionerne (Kommissionen, Økofinrådet, Eurogruppen og Europa- Parlamentet) med fuldstændig respekt for deres respektive institutionelle rolle i form af en ikkebindende interinstitutionel aftale.
Europa-Kommissionen bør også udarbejde standardordninger for at få et mere effektivt samspil med de nationale parlamenter. Et sådant samspil bør gælde for nationale parlamentariske debatter om de landespecifikke henstillinger, der er rettet til medlemsstaten og inden for rammerne af den årlige budgetprocedure. Det vil give mere liv til den ret, der blev anerkendt i ”twopack’en”, til at indkalde en kommissær. Som en hovedregel bør de nationale parlamenter inddrages nøje ved vedtagelsen af nationale reform- og stabilitetsprogrammer.
Europa-Parlamentet bør organisere sig på en sådan måde, at det kan varetage sin rolle i spørgsmål, der særligt vedrører euroområdet.
Konsolidering af den eksterne repræsentation for euroen
Da ØMU’en bevæger sig i retning af økonomisk, finansiel og finanspolitisk union, bør dens eksterne repræsentation gøres mere og mere ensartet. Denne proces kan foregå gradvis, men den bør sættes i gang fra og med fase 1.
EU er verdens største handelsblok og verdens største handelspartner hvad angår varer og tjenesteydelser.
EU har opnået dette ved at handle med én stemme på den internationale scene og ikke med 28 forskellige handelsstrategier. Med dens økonomiske og finansielle størrelse og eksistensen af en fælles penge- og valutakurspolitik for de fleste af medlemmerne bliver EU’s politiske beslutninger og økonomiske udvikling stadig mere relevante for verdensøkonomien.
I de internationale finansielle institutioner er EU og euroområdet endnu ikke repræsenteret under ét.
Denne fragmenterede stemme betyder, at EU ikke slår igennem med sin politiske og økonomiske vægt, eftersom hver medlemsstat i euroområdet taler for sig.
Det gælder navnlig i forhold til IMF, og det til trods for bestræbelserne for at samordne EU’s holdninger.
Integration af mellemstatslige løsninger inden for EU’s retlige ramme
Der er blevet skabt flere mellemstatslige ordninger under krisen. Det skyldtes mangler i ØMU’ens arkitektur, men i sidste ende må de integreres i Den Europæiske Unions retlige ramme. Det er allerede fastsat i traktaten om stabilitet, samordning og styring, og bør også gøres i andre tilfælde, f.eks. europluspagten og den mellemstatslige aftale om den fælles afviklingsfond.
Endelig er den europæiske stabilitetsmekanisme blevet et centralt instrument til at håndtere potentielle kriser med. Hovedsageligt som følge af denne mekanismes mellemstatslige struktur er styringen og beslutningstagningen imidlertid kompleks og langvarig.
På mellemlang sigt (fase 2), bør styringen derfor inkorporeres fuldt ud i EU-traktaterne.
En central styring fra Eurogruppen
Eurogruppen har en central rolle at spille med hensyn til at drøfte, fremme og repræsentere euroområdets interesser. Den vil optrappe sin deltagelse i det nye europæiske semester. På kort sigt kan det blive nødvendigt at styrke dets formandskab og de midler, der står til dens rådighed. På længere sigt (fase 2) kan det overvejes at indføre et fuldtidsformandskab for Eurogruppen, som får et klart mandat inden for rammerne af denne rapport. Hvis det får støtte fra alle EU’s institutioner, vil gruppen kunne spille en endnu større rolle med at varetage den fælles valutas interesser i og uden for euroområdet.
En finansforvaltning for euroområdet
Stabilitets- og vækstpakken er fortsat afgørende for den finanspolitiske stabilitet og tilliden til, at vore finanspolitiske regler overholdes. Desuden vil en egentlig finanspolitisk union kræve mere fælles beslutningstagning om finanspolitik. Det betyder ikke, at der skal ske en centralisering af alle aspekter af indtægts- og udgiftspolitik.
Medlemsstaterne i euroområdet vil stadig kunne fastsætte beskatning og fordeling af budgetudgifter efter de nationale præferencer og politiske valg. Men eftersom euroområdet bevæger sig i retning af en egentlig ØMU, vil nogle beslutninger i stigende grad skulle træffes kollektivt, dog under hensyntagen til demokratisk ansvarlighed og legitimitet. En kommende finansforvaltning for euroområdet vil kunne være det sted, hvor sådanne kollektive beslutninger træffes.
KONKLUSION
I denne rapport er der gjort rede for de vigtigste trin, der skal til, for at ØMU’en kan være gennemført senest i 2025. Den har en køreplan, som er ambitiøs, men også pragmatisk. Nogle af disse trin kan og bør gennemføres hurtigst muligt. De første initiativer bør iværksættes af EU-institutionerne fra og med 1. juli 2015. Andre vil kræve mere tid. Men frem for alt indeholder rapporten en klar linje for Europas ØMU. Det er vigtigt for borgerne og for de økonomiske aktører og for deres tillid til den fælles valuta. At omsætte disse forslag til handling kræver, at alle medlemsstater og EU’s institutioner er enige om formålet hermed. Det Europæiske Råd opfordres til at godkende disse forslag ved førstkommende lejlighed.
Bilag 1
Køreplan Hen imod en komplet økonomisk og monetær union
FASE 1
JULI 2015 – 30. JUNI 2017
ØJEBLIKKELIGE TILTAG
Økonomisk union
ƒ. Et nyt skub til konvergens, vækst og beskæftigelse
- Oprettelse af et system af konkurrenceevne-myndigheder i euroområdet
- Styrket gennemførelse af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer
- Større vægt på beskæftigelse og sociale resultater
- Styrket samordning af de økonomiske politikker i et moderniseret europæisk semester
Finansiel union
ƒ. Fuldførelse af bankunionen
- Oprettelse af en mellemfinansieringsmekanisme til den fælles afviklingsfond
- Gennemførelse af konkrete skridt i retning af en fælles bagstopper for den fælles afviklingsfond
- Enighed om en fælles indskudsgarantiordning
- Forbedring af effektiviteten af instrumentet til direkte rekapitalisering af bankerne under den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM)
ƒ. Lancering af kapitalmarkedsunionen
ƒ. Styrkelse af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici
Finanspolitisk union
ƒ. Et nyt rådgivende europæisk finanspolitisk råd
- Dette råd skal give en offentlig og uafhængig vurdering på europæisk plan af, hvordan budgetter — og deres gennemførelse — opfyldes i forhold til de økonomiske mål og henstillinger, som er fastsat i EU’s finanspolitiske rammer. Dets rådgivning bør medtages i de beslutninger, der træffes af Kommissionen i forbindelse med det europæiske semester
Demokratisk ansvarlighed, legitimitet og institutionel styrkelse
ƒ. Modernisering af det europæiske semester
- Omorganisering af semesteret i to på hinanden følgende fase, hvor den første fase helliges euroområdet som helhed, inden drøftelserne af landespecifikke spørgsmål tages op under anden fase
ƒ. Styrkelse af parlamentarisk kontrol som led i det europæiske semester
- Plenardebat i Europa-Parlamentet om den årlige vækstundersøgelse, både før og efter at det er forelagt af Kommissionen. Derefter en plenardebat om de landespecifikke henstillinger
- Mere systematisk samspil mellem kommissærer og nationale parlamenter, både om de landespecifikke henstillinger og om nationale budgetter
- Mere systematisk høring og inddragelse fra regeringernes side af nationale parlamenter og arbejdsmarkedets parter, før den årlige indsendelse af nationale reform- og stabilitetsprogrammer
ƒ. Øget samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter
ƒ. Styrkelse af Eurogruppens styring
ƒ. Skridt til en konsolideret ekstern repræsentation af euroområdet
ƒ. Inkorporering i EU’s retlige ramme, traktaten om stabilitet, samordning og styring, de relevante dele af Europluspagten og den mellemstatslige aftale om den fælles afviklingsfond.
FASE 2
FULDFØRELSE AF ØMU’ENS ARKITEKTUR
Økonomisk union
ƒ. Formalisering af en mere bindende konvergensproces
Finanspolitisk union
ƒ. Oprettelse af en makroøkonomisk stabiliseringsfunktion for euroområdet
- Konvergens hen imod lignende robuste nationale økonomiske strukturer vil være en betingelse for at få adgang til denne mekanisme
Demokratisk ansvarlighed, legitimitet og institutionel styrkelse
ƒ. Inkorporering af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i EU’s retlige ramme
ƒ. Oprettelse af en finansforvaltning for euroområdet, der er ansvarlig på europæisk plan.
SIDSTE FASE SENEST I 2025
Det er altid forbløffende som EU præsenterer sig “Europa” og i samme åndedrag glimrer ved at skære Europa væk fra deres kort
