Nytårshilsen fra Folkebevægelsen i Århus

Uddelingsavis–dec2013Nyhedsbrev: Kære Folkebevægelses medlemmer i Århus

Hermed får I lige en nytårshilsen fra Folkebevægelsen i Århus med et stort ønske om et godt nytår til jer alle og lidt om forårets aktiviteter.

Valgår = brug for hjælp!

2014 bliver et spændende og meget krævende år for os. Vi skal sikre Folkebevægelsen et flot valg til EU-valget og vi skal til folkeafstemning om patentdomstolen. Begge dele er den 25. maj 2014 og forberedelserne er allerede i fuld gang og vi håber meget på din hjælp og støtte i valgkampen.

Allerede nu vil vi bede om et bidrag til den lokale valgkamp. Med både EU-valg og folkeafstemning har vi brug for penge til at gøre en forskel, så har du et bidrag – stort som småt – så kan det overføres til den lokale konto via gironummer: (01) 5616913. Hver en krone vil blive påskønnet.

Ny uddelingsavis

Lige før nytår udkom den seneste uddelingsavis fra Folkebevægelsen, og vi har i Århus fået 5.000 af dem hjem, som vi gerne vil have uddelt i folks postkasser i løbet af vinteren. Har du mulighed for at give en hjælpende hånd, så kontakt os for nærmere aftale. Som sædvanligt kan der både bringes ud eller hentes aviser flere steder i byen. Og husk at det er blevet nemmere med alle postkasserne ude ved vejen.

Selve avisen sætter fokus på EU’s tiltagende magt, Patentdomstolen, social dumping, den kommende frihandelsaftale mellem EU og USA og EU’s angreb på det røde økologimærke og meget mere, så den er en super god start på valgkampen.

Generalforsamling + valgkampsstart

Sæt kryds i kalenderen den 2. marts 2014. Her vil der være et stort regionalt valgkampsmøde for medlemmer og venner af Folkebevægelsen, hvor valgkampen skydes i gang og spidskandidat Rina Ronja Kari kommer. I bestyrelsen har vi besluttet at lægge årets generalforsamling forud for eller i forlængelse af dette. Hold øje med Folk i bevægelse for eksakte tider. Det hele foregår på Skt. Annagades skole.

Kære EU-modstandere

I bestyrelsen glæder vi os til at komme i gang og forhåbentligt at kunne række begge arme i vejret den 25. maj. En arm for et nej til Patentdomstolen,

hvor vi står med gode argumenter på hånden mod øget EU-centralisering, softwarepatenter og svækkelse af små og mellemstore virksomheder, som et ja vil medføre. Og den anden arm for et flot valg til liste N.

Vi håber meget, at I alle vil hjælpe, da vi er oppe imod en jaside med mange flere penge end os, så enhver indsats med uddeling og økonomisk støtte, læserbreve o.l. vil være en stor hjælp. Godt nytår!

Venlig hilsen p.v.a. bestyrelsen

Jakob Lindblom
Formand, Folkebevægelsen mod EU i Århus

Dette indlæg blev udgivet i Aktivitet, Arkiv. Bogmærk permalinket.