Ny udemokratisk rævekage om Danmarks forhold til EU under opsejling. Regeringen kræver fuld deltagelse i forsvarssamarbejdet, euroen indført og fortsat deltagelse i politi og terrorsamarbejdet. Det er underforstået at det helst skal ske inden forfatningen træder i kraft 2009.
Forbeholdene har irriteret skiftende danske regeringer, lige siden befolkningen stemte nej til unionen i 1992. Nej’et blev bortvristet med en politisk manøvre, hvor SF spillede en forræderisk rolle med indgåelsen af ”et nationalt kompromis” (der blev godkendt af de øvrige EU-medlemmer som Edinburgh-aftalen), der førte til en omafstemning og blev solgt under store løfter. Danmarks EU-forbehold var en nyskabelse, et resultat af panik både i det danske borgerskab og hos de europæiske stormagter.
For 15 år siden var der ikke mange, der havde forudset, at forbeholdene ville overleve så længe. Nærmest fra dag ét begyndte en massiv propaganda, der stort set har lydt siden, om den store indflydelse, Danmark mister ved at stå udenfor, og alt det gode Danmark ikke må være med til.
Da folkeafstemningen om forfatningen løb ud i sandet, begyndte den EU-positive loge af partier at rejse diskussionen om forbeholdene igen. Op til den planlagte afstemning om forfatningen var den diskussion nemlig blevet udskudt til en fjern fremtid. De Radikale stillede sig frem med et forslag om, at der skulle gennemføres en fornyet undersøgelse af forbeholdenes skadelige virkninger af Dansk Institut for Internationale Studier. Junibevægelsen foreslog en uvildig undersøgelse, fordi:
”I bestyrelsen for DIIS sidder de tunge ministerier, og alle udredninger godkendes af bestyrelsen. Der kan således ikke blive tale om en uafhængig og uvildig undersøgelse af undtagelserne i dette regi.”
Op til den anden euro-afstemning i 2000 bestilte folketinget en lignende rapport fra Danmarks Udenrigspolitiske Institut. DUPI-forskerne skrev, at situationen med de danske EU-forbehold var på vej til at udvikle en tilstand, hvor Danmark kunne karakteriseres som et egentlig B-medlem. Analysen var engang, at forbeholdene på den ene side virkede, som de var tænkt, altså sikrede ret til danske særstandpunkter på en række områder, men på den anden side, at det ikke helt var de områder, som man havde forestillet sig, f.eks. fordi politisamarbejdet i den periode fungerede gennem en selvstændig mellemstatslig samarbejdsorganisation og endnu ikke var bygget ind i en EU-traktat – forbeholdet havde ikke sikret, at Danmark stod udenfor. Med forfatningstraktaten føjes strafferetten og politi-samarbejdet fuldt og helt ind under EU. Derfor vil Danmark 1. januar 2009 stå uden for disse områder, hvis der ikke i mellemtiden har været en afstemning.
Mens De Radikale gerne vil af med alle forbehold, så har SF særligt slået til lyd for at komme af med forsvarsforbeholdet. I forbindelse med angrebet på Irak gik SF på banen med en klar støtte til et stærkt europæisk forsvar som en modvægt til USA. Daværende formand Holger K. Nielsen sagde dengang:
”Min støtte til et europæisk udrykningskorps skal ses i sammenhæng med, at vi får en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der ikke er pantsat i Washington. Et skridt på vejen er, at vi udvikler den institutionelle struktur omkring EU’s udenrigspolitik.”
Synspunktet blev gentaget af Villy Søvndal i Folketingets genåbningsdebat sidst i november:
”Vi vil gerne have, at Danmark kan indgå i militære aktioner, og derfor er der grund til at se på forsvarsforbeholdet.”
Det er en åben støtte til EU’s imperialistiske ambitioner.
Åbningsdebatten afklarede om ikke andet, at SF er villige til at indgå i et nyt ”nationalt” kompromis, der skal justere hele pakken med EU-forbehold. Der får ingen konsekvenser for regeringen, at den springer over en folkeafstemning om forfatningen.
I første omgang har regeringen ikke lagt åbent frem, hvad den konkret foreslår, så naturligvis gik folketingsdebatten med det samme over i spekulationer om, hvordan proceduren skal skæres. Skal vælgerne spørges ved fire separate afstemninger, eller skal det hele sættes på et bræt? At en afstemning er nært forestående, er der dog ingen tvivl om. Alt andet lige betyder regeringens varsling af en forbeholdsafstemning, at den teoretiske mulighed for en traktatafstemning går mod nul. Hvilket er så meget mere udemokratisk, fordi afskaffes forbeholdene, så betyder den forfatning så meget desto mere for Danmark.
arkiv 2007-12-04
