Endnu engang står et EU-valg for døren, og traditionen tro har borgerlige kommentatorer travlt med at erklære EU-modstanden ude. Men faktisk har der aldrig været større behov for den konstruktive EU-modstand, som den findes i Folkebevægelsen mod EU
De sidste fem år har EU udvist en magtarrogance uden lige. Først kom forfatningsprojektet, som faldt med et brag i Holland og Frankrig pga. en social modstand mod EU’s nyliberalisme og centralisering. Siden skiftede man indpakningspapiret, men beholdt indholdet i Lissabon-traktaten. Og i en sand magtdemonstration nægtede EU-lederne deres befolkninger en folkeafstemning. Kun i Irland kunne grundloven ikke bøjes, og her blev det endnu et nej, som vanen tro skal løses med en omafstemning.
På intet tidspunkt har EU taget modviljen alvorligt. Heller ikke i Danmark ønskede man at spørge befolkningen, om de ønskede en traktat med massiv magtoverførsel til EU. Dette skete efter et historisk svigt fra SF-ledelsen, som helt katastrofalt undlod at kæde sin jastemme i Folketinget sammen med et krav om folkeafstemning.
Alene derfor er der brug for at styrke Folkebevægelsens krav om demokrati og folkeafstemninger. Men også i lyset af en snarlig afstemning om forbeholdene er der grund til at styrke den del af euromodstanden, som ikke bæres af nationalistiske argumenter som hos DF. Ikke mindst i lyset af SF-ledelsens vaklen og at euroens snævre nyliberale rammer er blevet tydelige med kommissionens skrappe anbefalinger til bl.a. Irland og Grækenland om at skære i pensioner og sundhedssystem for at overholde euroens nyliberale økonomikrav. Men Folkebevægelsen er ikke bare nejsigere. I EU-parlamentet arbejder bevægelsen konstruktivt for at luge tidsler ud af EU-lovgivningen og skabe forbedringer.
En konstruktiv stemme
Da EU-domstolen i den såkaldte Vaxholm-sag dømte en svensk fagforening for at bryde EU-retten ved at kræve overenskomst og konflikte mod et lettisk firma, som underbetalte sine udstationerede arbejdere, så var det Folkebevægelsen, som rejste sagen i EU-parlamentet og krævede konfliktretten bevaret uden EU-indblanding. Dette skulle være en betingelse for tiltrædelse af Lissabon-traktaten, som det er blevet krævet af en lang række faglige organisationer og tillidsfolk. Desværre faldt forslaget, da blandt andre Margrete Auken fra SF stemte imod! Men andre gange lykkes det. Her sidst i april vedtog parlamentet således – på opfordring fra Søren Søndergaard – at udskyde godkendelsen af ministerrådets regnskab og kræve hemmelighedskræmmeriet ophørt, hvilket betegnes som en kæmpe sejr for åbenhed i EU.
Og sådan kan man blive ved med at nævne eksempler, hvor Folkebevægelsen arbejder konstruktivt, og rejser debat om EU-lovgivningen herhjemme. I flæng kan nævnes forringede forbrugerregler, kemikalier i sutteflasker, eksportstøtte der skader ulandene, utilstrækkelige klimaplaner o.l.
Kort sagt vil den danske EU-debat være markant fattigere og mindre progressiv uden Folkebevægelsen mod EU.
EU-medlemskab til debat
Folkebevægelsens langsigtede mål er, at få Danmark ud af EU (og for mange af os, at få EU ud af Europa).
Og hvori består egentligt alternativet, hvis man vil et anderledes demokratisk og socialt samarbejde og velfærd og miljø herhjemme?
Lad os tage nogle eksempler. 3F erklærer konflikt mod et polsk byggefirma med krav om gældende overenskomst for dets udstationerede arbejdere. Sagen kommer for EF-domstolen, som med henvisning til EU’s traktater om kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed erklærer konflikten ulovlig, som det skete i Sverige. Hvad skal fagbevægelsen gøre? Stoppe konflikten og acceptere løntrykkeri indtil alle EUs 27 medlemslande er blevet enige om en ny traktat? Eller fortsætte konflikten vel vidende, at det vil rejse spørgsmålet om dansk medlemskab af EU?
Og hvad så, når EU vil tillade genmodificerede planter i den danske natur eller farlige kemikalier i sutteflasker selv om befolkning og Folketinget er imod. Skal vi så afvente, at EU ændrer lovgivningen, og hvis de ikke gør, blot lade sagen falde? Eller skal man gennemtvinge danske særregler vel vidende, at det strider mod det indre marked, og derfor vil rejse spørgsmålet om en dansk udmeldelse?
For Folkebevægelsen er valget klart. Hver gang vi sættes over for spørgsmålet om EU’s regler fremfor menneskers, dyrs og naturens trivsel, så vælger vi sidstnævnte. Hver gang! Og det er derfor, at der fortsat er brug for Folkebevægelsen mod EU – også efter den 7. juni!
Læsebrev bragt i Information 11. maj 2009
arkiv 2009-05-11
