Kommentar til Berlin-erklæringen
Festivitasen i forbindelse med Romtraktatens 50 års jubilæum blev brugt til det yderste for at få borgerne til at forstå storheden i projektet. Det tyske formandskab for EU har ikke lagt skjul på ønsket om at få forfatningen tilbage på sporet. Det blev dog bare til en enkelt sætning i erklæringen om at det snart skal være.
Berlin-erklæringen er et kort sammendrag af den tyske forbundskansler Angela Merkels festtale. Det konkrete er en køreplan for vedtagelse af forfatningen: Den skal være i hus inden valget til EU-parlamentet i 2009.
EU og Merkel har på intet tidspunkt anerkendt folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, der sagde nej til forfatningen, og i både hendes tale og i Berlin-erklæringen er der lagt op til en traktat, der skal ” skabe et fornyet fælles grundlag ” – ambitioner der ikke vil gå i opfyldelse med en mindre salami justering.
Helte-epos og historieforfalskning
Erklæringen er et lille helte-epos om EU:
” Europa har i århundreder været en idé, et håb om fred og forståelse. Dette håb er blevet til virkelighed. Europæisk enhed har gjort fred og velstand mulig.”
Ifølge egen selvforståelse handlede de mange krige mellem de gryende nationalstater i det 19. århundrede og to verdenskrige med europæiske imperialistmagter som hovedaktører i det 20. århundrede altså ikke om stormagtsdrømme på andres bekostning, men om fred … nøjagtig ligesom EU. Den mest konkrete plan for ‘europæisk enhed’ indtil EU blev skabt var Hitlers Neuropa.
Fortrængningen af historiens drivkrafter, af klassekamp og imperialisme, fortsætter med:
” Takket være frihedstrangen hos befolkningerne i Central -og Østeuropa hører Europas unaturlige deling nu fortiden til .”
Ønsket om medlemskab af EU og NATO var altså den kraft, der udløste murens fald.
Nu er de små europæiske lande havnet dér, hvor de naturligt hører hjemme.
Berlin-erklæringen beskriver en spejlverden, sejrherrernes uvirkelighedsbillede.
Den logiske kortslutning
EU siger, at ‘unionen gør en forskel’ , men glemmer at fortælle at den har stjålet sig til denne situation, og i samme omgang amputeret de enkelte landes mulighed for at gøre noget som helst.
Hver gang EU får øje på et nyt område at gøre sig gældende på, kommer der straks et krav om at EU skal kunne gøre sig effektivt gældende.
Mens EU rager flere politikområder til sig, opbygges der dermed samtidig et ”behov” for nye traktater med nye afstemningsregler, der vil sikre unionens stormagter et mere sikkert flertal. At de europæiske befolkninger skulle være gået med på denne udvikling af deres frie vilje er et bedrag, der skal sælge unionen som demokratiets højeste udtryk .
Ifølge Merkel er Unionen er ikke kun Europas ideale samarbejdsform, men også forudsætningen for at bevare og styrke den særlige ”Europäisches Lebensmodell” imod presset fra den såkaldte globalisering.
For hvert nyt medlemsland har unionen justeret sine afstemningsregler og overført flere områder til ”fællesskabet”.
Udviklingen til at omfatte 27 medlemslande betyder den omtrentlige afslutning på EU’s ‘indre’ udvidelse. Tilbage står at gennemtrumfe forfatningen, der ikke mindst skal sikre en styrket fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (militærpolitik), der ikke tillader medlemslandene enegang på noget spørgsmål.
”Vi står over for store udfordringer, der ikke standser ved nationale grænser. Den Europæiske Union er vort svar på disse udfordringer. Kun sammen kan vi fortsætte med at bevare vort europæiske samfundsideal i fremtiden til gavn for alle Den Europæiske Unions borgere.”
EU siger at det er vigtigt at stå sammen for at spille en rolle i verden, og bruger erklæringen til at rejse en egentlig europæisk national identitet.
Der er intet fredsfyldt ved denne falske stolthed, men en uhyggelig demagogisk klang, der skal bruges i stormagternes egne interesser.
EU er foreningen omkring de gamle kolonimagter i Europa. Den har udviklet sig fra en koldkrigs pagt og støtteforening til NATO – til nu for alvor at manifestere sig med egne supermagts-ambitioner – i modgang og medgang med USA.
arkiv 2007-03-27
