Så er en kort og beskæmmende valgkamp forbi. Den var beskæmmende for de emner, der blev kørt på med så skinger en røst, men også beskæmmende for alt det, der blev fortiet.
EU-politikken er ikke et emne i valgkampen, men blev tiet ihjel, til trods for at det nyvalgte Folketing sandsynligvis bliver det, der skal tage stilling til EU Unions-Forfatningen i 2004.
Folkebevægelsens rundspørge til alle folketingskandidaterne om de ville love at Unions-Forfatningen ville komme til folkeafstemning, blev mødt mednæsten total tavshed fra de store partiers side.
Det kan ikke udelukkes, at det nye Folketing vil søge et eller flere af de danske “undtagelser” fjernet ved en lyn-folkeafstemning næste år, vi må holde krudtet tørt og være parat. Undtagelserne har aldrig været meget værd, og er totalt undergravede, men vi vil forsvare dem med næb og klør.Kampen mod EU går over årtier, og vi kæmper fra hus til hus.
Kampen mod Unions-Forfatningen og til forsvar for den danske Grundlov står centralt i Folkebevægelsens handlingsplan for det kommende år. I Århus-komiteen arbejder vi bl.a. med et utraditionelt grundlovsmøde/høring på førstkommende Grundlovsdag. – Vi arbejder også, sammen med andre EU-kritiske eller Miljø-bevidste grupper, med alternative aktiviteter i forbindelse med EU’s miljøministermøde i Århus i juli 2002. Nærmere vil fremkomme, efterhånden som planlægningen skrider frem.
Folkebevægelsens Landsmøde –
blev afholdt i Silkeborg 27.-28. oktober. Du kan læse mere i “Folk i Bevægelse” om den vedtagne handlingsplan, om alternativ debatten, om de udenlandske gæster fra Irland og Estland, og meget andet. Fra Århus Komiteen havde vi på mødet 10. september valgt de 9 delegerede, vi har ret til med den nye struktur i Århus. Og vi havde samtidig indstillet to kandidater til det kommende Forretningsudvalg, nemlig Karen Sunds, Århus,og Luise Hemmer Pihl, Djursland. De blev begge valgt ind i Forretningsudvalget. Desuden blev Ditte Staun, tidl. Århus, nu Bruxelles, valgt.
Kit Aastrup refererede fra talerstolen om vores lokale initiativ i forbindelse med EU’s miljøministermøde i Århus 19-20 juli 2002.
Under landsmødet holdt vi også et møde med de øvrige delegerede fra Århus Amt for at blive enige om at indstille Margrethe Berg til TV2-Østjyllandsrepræsentantskab (TV2 ønsker græsrødder repræsenteret i det). Margrethe Berg er flyttet tilbage til Århus efter flere års udlændighed i Vestjylland. Hun har tidligere siddet i Danmarks Radios Programråd for EF-modstandernes Lytter- og Fjernseer-forbund.
arkiv 22. dec, 2001