Den nylig overståede eurohøring viste at politikernes ønske om at sidde med ved EU-bordet er kerneargumentet for at udskifte kronen. Men de er ikke meget for at fortælle hvad de vil bestemme over de andre lande, og slet ikke hvad disse kan bestemme over Danmark. Euro-diskussionen har på den anden side rejst spørgsmålet om det fornuftige ved at bevare fastkurspolitikken
De EU-begejstrede partier bestilte sidste år en rapport om de danske forbehold fra Dansk Institut for Internationale Studier, der glimrede ved at ankomme lige oven i det irske Nej, og desuden var udarbejdet åbenlyst tendentiøst.
Det irske nej udskød i første omgang den ellers planlagte folkeafstemning til en uvis fremtid, men da den finansielle krise ramte for alvor begyndte en ny plan om afskaffelsen af euroforbeholdet at tegne sig.
Den 22. januar indkaldte folketinget Europaudvalg til en høring om fordele ved den monetære union, og statsministeren kundgjorde at der vil komme en afstemning i 2010, sandsynligvis.
Der er nemlig først plads i kalenderen på den anden side af en irsk omafstemning (der derudover skal give et ja), valget til EU-parlamentet til juni, valg til kommuner og regioner i november, og den store klima konference i København til december.
Desuden har SF udbedt sig tid til at finde en grimasse, der kan passe, så partiet åbent kan støtte euroen. Den megen tid skal derfor, ifølge den normalt kaninhurtige statsminister, bruges på en ’grundig demokratisk debat’.
Modstanden
Selvom meningsmålingerne for en kort periode i efteråret bar præg usikkerhed overfor krisen, tegner der sig stadig en betydelig folkelig modstand mod afskaffelse af kronen. Også blandt deltagere i folketingshøringen, bl.a. økonomiprofessor Jesper Jespersen, forfatter til en alternativ rapport om eurosamarbejdet siden 2000 udgivet af Ny Agenda, og ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam. Begge repræsenterede den saglige skepsis over for de ’økonomiske fordele’ – som flere før dem også stod for op til den første (eller rettere tredje) afstemning i år 2000.
På Nej-siden er også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der med lige dele demagogi og liberal nationalistisk dagsorden kan være et ja-argument i sig selv for en del af de intellektuelle.
Også det svenske Riksdagsmedlem og tidligere minister Leif Pagrotsky var paneldeltager. Han kom med et klart forsvar for den svenske flex-kurs politik. I en kommentar til finanskrisen, skriver han: ”Endelig har vi fået klarhed over konsekvenserne ved at stå uden for euroen, som Sverige stemte nej til i 2003. Skrækscenariet, som tilhængere udpenslede: at Sverige ville være som en lille hjælpeløs båd mod det mindste vindpust på finansmarkederne, er blevet prøvet af virkeligheden. Ikke af et vindpust, men den værste økonomiske storm i 75 år, og Sverige har klaret sig bedre end euro-området. Finland, der ellers har haft en rimelig stærk økonomi, er til gengæld ramt af, hvordan markedet bedømmer det samlede euroområde. Også set i forhold til den danske nationalbanks finanspolitik, har Sverige haft mulighed for at justere renten, så den passede til situationen, uden hensyn til fastkurs som en hellig gral. Konklusionen er, at hypotesen om, at et lille lands selvstændige valutapolitik er som en hjælpeløs jolle, ikke passer.”
Nej til union
Uanset holdning til deltagelsen i euroen eller om den økonomiske skole er liberal og monetaristisk eller socialdemokratisk og kenyansk, baserer argumenterne sig på nogle fælles træk ud fra en grundlæggende accept af den nuværende økonomi som et rationelt og positivt økonomisk system f.eks.:
– Forsvaret af at valuta er til salg på det åbne internationale marked.
– Inflation er uundgåeligt, men der kan føres en politik der begrænser fænomenet mest muligt, eller en politik der sætter andre økonomiske problemer højere.
– Renter på lån en helt lovlig og naturlig ting.
Bundet til disse synspunkter bliver en diskussion af økonomiske fordele og ulemper ved et givent monetært arrangement begrænset, fordi ingen valutavariant med indbygget spekulation, prisstigninger og åger er til gavn for arbejderklassen. Derfor er det EUs grundide om ’en stadig snævrere union’ med uundgåelige imperialistiske supermagtsambitioner, der også er hovedargumentet mod euroen.
Euro-diskussionen har på den anden side rejst spørgsmålet om det fornuftige ved at bevare fastkurspolitikken med en stor uensartet blok af eurolande, idet den allerede nu rammer Danmarks økonomiske samkvem med Sverige, England, Norge, Polen, osv..
arkiv 2009-01-27
