For nylig gæstede medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen, Søren Søndergård, Hovedbiblioteket i Århus. Her blev der plads til en kort gennemgang af den såkaldte reformtraktat . Nedenstående artikel er delvist baseret på noter fra dette møde. (Udkastet til reformtraktaten foreligger nu på dansk)
EU vil afslutte forhandlingerne om det nye traktatgrundlag på et uformelt topmøde i Lissabon den 18.-19. oktober 2007 og underskrive traktaten på topmødet i december. Herefter skal de enkelte medlemslande ratificere traktaten inden valget til EU-Parlamentet i juni 2009.
Da tænkepausen blev afblæst af det tyske formandskab i foråret 2007, gjorde de opmærksom på nødvendigheden af at vedtage et fornyet grundlag for Den Europæiske Union. Reformtraktaten er blevet præsenteret som netop dette: et nyt grundlag. Derfor er det en meget dårlig sag, den danske statsminister og andre EU-venlige partier står med, når de hævder, at der ikke er grund til at stemme om traktaten.
Da det nye traktatgrundlag blev forhandlet på plads i juni, fandtes teksten kun på fransk og engelsk. Først i september forelå en godkendt tekst på dansk. Fremgangsmåden har fået det tyske parlament til at brokke sig til EU.
Det kræver, at de forskellige lovforslag i det mindste skal være tilgængelige på tysk, før de skal vedtages. Sprogforvirringen skyldes ikke mindst de nationale regeringers ønske om at tilpasse oversættelser til den lokale folkestemning.
Når man ser på teksten, der kommer til vedtagelse i løbet af efteråret, er der tale om stort set det samme indhold som den traktat, der blev stemt ned af Frankrig og Holland. ”Det gode er, at hele forfatningskonceptet er opgivet. Alle de symbolske elementer er væk, og tilbage står det, som det drejer sig om, kernen, nemlig at sikre, at beslutningsprocessen i EU er effektiv og demokratisk. Alt det er bevaret,” sagde Anders Fogh til JP 23. juni.
Med den nye traktat får EU-parlamentet øget sin indflydelse betydeligt. På omkring 50 politikområder skal ministerrådet nu gennemføre ny lovgivning i samarbejde med de omkring 785 medlemmer.
Dette er ikke udtryk for en demokratisk udvikling, men for at magten glider væk fra de nationale parlamenter, den nationale kontrol og offentlighed, over til en international instans i et andet land på et andet sprog uden nogen mulighed for kontrol. Når der ikke er nogen kontrol og offentlighed, er der til gengæld frit spil for lobbyister.
Slagsmål om stemmevægte er af stor principiel betydning. Ønsker man et samarbejde mellem lande, hvor alle lande betyder lige meget og har samme ret til at blive hørt, er det naturligt at lave en procedure, der siger ét land, én stemme. Ønsker man til gengæld et overnationalt samarbejde, hvor de enkelte lande ikke har nogen betydning, så er det naturligt at gå i retning af et afstemningssystem, der udtrykker, at hver borger er lige meget værd. I det nuværende EU har en række store og mellemstore lande stort set stemmeligevægt. Den nye traktat giver store lande betydeligt mere magt. Der er flere afgørelser, der går fra enstemmighed til flertalsafgørelser.
Områder, der før krævede enighed, er nu blevet områder, hvor de enkelte lande kan blive stemt ned. Traktaten beskriver i øvrigt, hvordan nye områder kan skifte fra enstemmighed til flertalsafgørelse, uden at det kræver en traktatændring.
Traktaten beskriver en række målsætninger om forstærket samarbejde inden for fælles forsvarspolitik, som ”vil føre til et fælles forsvar”. EU vil ikke kun forsøge at gennemtvinge en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på det strafferetlige område. EU er faktisk godt på vej til at overtage store dele af det strafferetslige system: overvågning, politi, asylregler m.v.
Ser man på, hvordan Unionen har udviklet sig, er det tydeligt, at man er gået i retning mod mere magt til EU’s institu- tioner på bekostning af de nationale parlamenter – og mere i retning af et overnationalt beslutningssystem på bekostning af et samarbejde mellem frie, selvstændige stater. Med den nye traktat får Den Europæiske Union ikke bare lidt mere magt, men tager et gigantskridt ned af unionsvejen.
Det nye traktatgrundlag præsenteres vidt forskelligt: I de lande, hvor der har været folkeafstemninger, og det blev et ja, siger regeringen, at 90 pct. er nøjagtig det samme, som der en gang er stemt om, så derfor er der ikke behov for en ny folkeafstemning. Til gengæld siger man både i Frankrig og i Holland, at det er en helt anden tekst, så derfor skal de ikke have en folkeafstemning. Det er bl.a. baseret på, at en sætning om ”fri og uhindret konkurrence” er flyttet fra formålsparagraffen til en særligt bindende protokol. En øvelse, som meget godt viser, at teksten er blevet tilpasset de enkelte landes særlige ønsker, uden at indholdet er ændret. Ikke mindst i England er der et kraftigt pres på regeringen for at få gennemført den lovede folkeafstemning.
Den danske regering brugte foråret til at få rettet ordlyden på en række emner, så det i den nye udgave fremstår som emner, man ”kan” vælge på et tidspunkt at støtte, altså underforstået ikke endnu.
Statsminister Anders Fogh afviste definitivt at udlevere fortrolige EU-notater og forhandlingspapirer, der kunne kaste lys over, hvorvidt det er Danmark eller det tyske EU-formandskab, som har presset på for at fjerne samtlige ni punkter, der ville have udløst en folkeafstemning om en ny EU-traktat. De nye formuleringer har fået justitsministeriets jurister til at hævde, at der heller ikke i Danmark er nogen juridisk grund til at afholde den lovede folkeafstemning, fordi man her vurderer suverænitetsafgivelse som det tidspunkt, hvor et område konkret overgår fra nationalt til overnationalt domæne. Hvad der så skal ske, når EU på et tidspunkt beslutter sig for at beskæftige sig med et af de områder, den ifølge traktaten kan, står tilbage og blafrer i vinden.
arkiv 2007-09-26
