Ligesom op til euroafstemningen bombarderes vi fra jasiden med argumenter om, at patentdomstolen er sund fornuft, og vil spare en masse penge for danskerne. Dette er ikke korrekt. Nogle få firmaer vil få en lille fordel, da de under alle omstændigheder kan benytte det nye patentsystem og få de fleste fordele, men langt de fleste virksomheder har ikke internationale patenter og vil kun få ulemperne ved det nye system. Dengang med euroen blev det et nej, hvilket et kæmpe flertal af befolkningen i dag er glade for. Det vil også ske igen, er mit bedste bud. Der er nemlig gode grunde til et nej, og herunder har jeg samlet ti korte grunde til et nej, som kan give et hurtigt overblik og bruges til læserbreve, deling på facebook og sendes til din familie, så de også kan læse med. Det er nu slutspurten gælder.
EU’s Patentdomstol: Danmark afgiver suverænitet
Grunden til, at vi skal stemme om EU’s patentdomstol er, at Danmark afgiver suverænitet. Dermed flyttes magt fra Danmark til EU. Hvis reglerne senere ændres, så domstolen får mere magt, så får vi ikke lov at stemme igen. Det har sagen om Lissabontraktaten vist. Har Danmark afgivet suverænitet én gang, så skal der ikke stemmes igen, uanset om reglerne ændres og der gives mere magt på samme område. Derfor er et nej mest fornuftigt.
Demokrati og retssikkerheden trues
Med et ja overføres magten over patenter til EU’s patentdomstol; en særdomstol, hvis dommere kommer fra patentverdenen og skal tilbage til den efter endt turnus. Et ja vil dermed tilgodese snævre patentinteresser, og dommerne har ingen interesse i at lægge sig ud med patentverdenen eller se det fra almene hensyn, som det normale retsvæsen skal. Domme kan heller ikke ankes til det normale retsvæsen. Hvis vi stemmer nej, kan Højesteret og Folketinget fortsat på demokratisk vis tilgodese almenvellets interesser.
Vi mister ikke indflydelse
Selvom vi stemmer nej, så mister vi ikke indflydelse. Danmark er nemlig fortsat medlem af den europæiske patentkonvention og sidder fuldt ud med ved bordet, selvom vi stemmer nej. Tværtimod mister vi indflydelse ved et ja, da vi fratager Folketinget muligheden for at lovgive på patentområdet inden for patentkonventionens regler, hvor man i dag lovligt kan tage særstandpunkter.
Danske virksomheder kan sagtens få fordelene ved et nej
Ifølge Dansk Industri er det kun 650 virksomheder herhjemme, som har et europæisk patent i dag. De kan alle sammen bruge det nye system og spare de penge, som det gamle europæiske patent er dyrere end det nye EU-patent, også selvom vi stemmer nej. Til gengæld slipper de 300.000 andre virksomheder for alle de ulemper, patentdomstolen vil betyde herhjemme.
EU’s Patentdomstol koster arbejdspladser
Underlægges Danmark EU’s patentdomstol, så vil det betyde, at næsten alle de 60.000 nuværende europæiske patenter, som årligt godkendes, vil gælde herhjemme. Det er meget dyrt for små og mellemstore virksomheder at finde rundt i så mange patenter og at skulle betale patentlicenser, som i dag er gratis. Samtidig vil de mange nye patenter øge risikoen for utilsigtede krænkelser af patenter, patentretssager og angreb fra patenttrolde. Alt sammen vil koste jobs og konkurrenceevne.
Patenttrolden kommer
En patenttrold er et firma, som lever af at opkøbe patenter og sagsøge andre, hvis de ikke betaler. I USA er det en enorm forretning. Et forskningsprojekt har vist, at der alene i 2011 var over 5.000 sager, som kostede virksomhederne 160 mia. i sagsomkostninger. Flere amerikanske patenttrolde har allerede budt den nye domstol velkommen. De danske virksomheder kan for 2.500 euro tegne en forsikring mod patentsøgsmål og patentkrænkelser. Gør alle 300.000 virksomheder det, så svarer det til 5,6 mia. kr. i ekstra ”patentskat” for virksomhederne.
Patenter er privatiseret viden
Det er ikke en folkeafstemning for eller imod patenter. Til tider kan patenter være fornuftige, andre gange til skade for forskning og innovation. Patenter handler om at privatisere ny viden, og langt de fleste patenter ejes af store, multinationale koncerner. Stemmer vi nej, så fortsætter de samme regler som nu. Stemmer vi ja, vil flere ting kunne patenteres, uden at vi demokratisk har indflydelse på det.
Patent på gener og planter
Det nuværende europæiske patentsamarbejde og patentdirektivet i EU har presset på for patenter på levende planter og gener. Det gælder fx forædlet såsæd og krydsning af arter, som menneskeheden har gjort i generationer. Dette har Greenpeace advaret imod, da det kan true biodiversitet, fødevaresikkerhed og bønder i fattige lande. Det gælder også patenter på gener, hvor det nuværende EU-direktiv tillader patenter på gener til visse medicinske formål også herhjemme, men som med planter, så har Det Europæiske Patentkontor en meget mere vidtgående praksis for at udstede genpatenter, og det kan forhindre ny grundforskning på de samme gener og betyde markant dyrere sundhedsudgifter, hvilket der er flere eksempler på.
Nej tak til softwarepatenter
I dag er softwarepatenter forbudt herhjemme og ifølge den europæiske patentkonvention. Alligevel er der tilladt over 50.000 softwarepatenter under det nuværende europæiske patentsamarbejde. Bliver Danmark underlagt EU’s Patentdomstol, så kan Danmark ikke opretholde sit forbud mod softwarepatenter, og det vil koste alle computerbrugere dyrt i øgede udgifter – fra det lille tømrerfirma til private brugere og egentlige IT-firmaer.
Vi kan altid komme med senere
Hvordan EU’s patentdomstol vil dømme, og om den vil udvide patentmulighederne på fx gener, software og planter, det ved vi ikke endnu. Men der er væsentlige grunde til at tro det, når man ser på det nuværende europæiske patentkontor og hvis Patentdomstolen som forventet følger denne praksis, så vil disse patenter gælde umiddelbart herhjemme uden mulighed for Folketinget til at stoppe udviklingen. Vi ved heller ikke, hvor store problemerne med patenttrolde og bureaukratiet for virksomhederne bliver. Der er ikke nogen grund til at løbe risikoen. Hvis vi stemmer nej, så kan vi altid komme med senere, hvis frygten viser sig ubegrundet. Derfor vil et Nej være det mest fornuftige. Også hvis du er i tvivl.
Kryds Nej i maj.
Klik her for mere baggrundsviden
Læs flere argumenter på www.euspatentdomstol.dk