Der er et skift på vej i den Europæiske Union. Den dybe krise i den europæiske politiske elite – skabt af økonomisk krise, masseprotesterne og en aggressiv amerikansk imperialisme – er for en kort tid overvundet.
Det nye formandsland, Tyskland, har erklæret, at det vil bruge pusterummet til at få vedtaget unions-forfatningen i en eller anden form. Kansler Angela Merkel går simpelthen efter den oprindelige tidsplan med en ratificering inden sommeren 2009.
Nu er det ikke altid, man kan tage politikerne på ordet, men der er en række andre omstændigheder, som også peger i retning af et EU, der er klar til revanche mod befolkningernes frække nej.
Servicedirektivet er blevet vedtaget, EU’s lovgivning om kemikalier er vedtaget, de næste fem års budgetramme er vedtaget. Iran vil skifte den internationale valuta fra dollar til euro. Eurozonens gennemsnitlige vækstprocent forudses at blive 2,6 procent for hele 2006, det højeste niveau i de sidste seks år.
Udvidelsen 1. januar med de to østeuropæiske lande Bulgarien og Rumænien afslutter den store mundfuld af de tidligere østbloklande. EU’s østgrænse når nu med sine 27 medlemslande til Sortehavet. Topmødet 14.-15. december 2006 lukkede reelt ned for optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, mens døren til de resterende Balkanlande holdes på klem. England står tilbage som eneste store medlem, der helhjertet støtter Tyrkiets medlemskab.
Kontrollen afskaffes ved de indre grænser til de nye medlemslande fra december 2007 og senest i marts 2008. I samme ombæring kommer alle med på Schengen-informationssystemet.
Begrebet unionsborgerskab blev lanceret tilbage i 1992 og er en central del af den nye forfatningstraktat med det særlige charter om grundlæggende rettigheder. Dette begreb skal nu genlanceres i propagandaen fra EU med særlig fokus på rettigheder, der følger af unionsborgerskabet. EU har altid haft en forkærlighed for domstolsafgørelser, og manøvren med et unionsborgerskab er lige nøjagtig at propagandere den idé, at EU’s domstole er den sidste instans og står over den nationale højesteret.
Topmødet bemærkede med stolthed, at EU tiltrækker arbejdskraft fra Kina til Ecuador. ‘Tiltrækningskraft’ siger selvfølgelig lige så meget om problemer med arbejdsløshed i resten af verden, men EU forklarer migration som en naturlig og sund ting.
Med topmødet kom EU et stort skridt videre i retning af fælles lovgivning om regulering af indvandringen, på basis af to hovedretninger, som kommissionen formulerer:
”Samtidig får EU behov for migranter for at sikre arbejdsmarkedernes bæredygtighed på baggrund af den demografiske udvikling. EU må konkurrere med andre dele af verden og har brug for migranter med de nødvendige kvalifikationer.”
Altså, der skal lukkes et tilpas antal unge ufaglærte ind til at øge udbudet af arbejdskraft i produktionen, og de skal sendes hjem uden pension. Til gengæld skal mulighedernes døre åbnes for folk med uddannelse. Eller sagt på en anden måde: EU har en politik, der skal sikre, at de arbejdsdygtige og de uddannede ikke har lyst til at blive hjemme – de fattige piskes, og de rige bespises. Et særligt hjørne af denne politik er EU’s direkte indblanding i afrikanske landes indre anliggender ”hen imod et strategisk partnerskab”.
Der gøres en dyd ud af, hvordan EU spillede en hovedrolle i gennemførelsen af det FN overvågede valg i DR Congo. Den militære side er heller ikke glemt. Langs den europæiske sydgrænse, dvs. Middelhavet, har unionen lagt sidste hånd på en fælles kystbevogtning.
Men hvad laver EU så i Afghanistan? EU har fra starten været med til at blåstemple ”krigen mod terror ”, og EU-pengekassen er flink til at støtte såkaldt civile genopbygningsprogrammer i f.eks. Afghanistan. Upåagtet at landet er besat og den midlertidige regering knap nok kontrollerer hovedstaden. Men for den lille og mere og mere trængte koalition af Bush, Blair og Fogh er det ikke nok at sende penge og lukke øjnene. EU og NATO-partnerne deltager i slagtehuset som nødvendig aflastning for det trængte amerikanske militær.
”Statsminister Anders Fogh brugte topmødet til at opfordre til, at lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien fremover skal udvise større solidaritet og levere de nødvendige tropper til de hårde kampe i Sydafghanistan. Det har vakt stigende vrede, at en lille gruppe lande, herunder Danmark, sætter soldaters liv på spil i den farlige sydlige del af landet, mens andre NATO-lande lægger bånd og forbehold på de tropper, der sendes ud,” sagde statsministeren ifølge JP.
Frankrig brugte til gengæld topmødet som anledningen til at trække 200 elitesoldater tilbage fra Afghanistan. Frankrig har i alt 2.000 soldater udstationeret i Afghanistan.
Den manglende opmærksomhed på EU’s uendelige strøm af direktiver og reaktionære tiltag har sat sig sine spor i den danske offentlighed. I meningsmålingerne er Danmark blevet mere positiv for medlemskab end gennemsnittet – 61 % i Danmark mod 53 % samlet set. På det mere diffuse spørgsmål, om ” tingene går i den rigtige retning i EU” , svarer 33 % ja mod 36 % i Danmark.
Alle omstændigheder tyder lige nu på hårdt arbejde for modstanden mod EU.
arkiv 2007-01-11