Ny løbeseddel mod bankunion og fælles EU-militær

Folkebevægelsen mod EUs forretningsudvalg vedtog i weekenden en udtalelse i forbindelse med EU-topmødet i denne uge (torsdag-fredag den 19.-20. december). Den er nu lavet som løbeseddel, som alle opfordres til at hente på Folkebevægelsens hjemmeside og printe ud: folkebevaegelsen.dk

Skal EU lukke danske banker?

På EU’s topmøde i denne uge vil EU’s ledere oprette en bankunion, hvor EU’s finanstilsyn ikke alene skal kunne overvåge, hvad bankerne foretager sig, men også skal have mulighed for at lukke de banker, der efter tilsynets mening ikke opfører sig ansvarligt.

Hvis den danske regering siger ja til at deltage i denne union, vil danske banker altså kunne blive lukket, uden at vi kan forhindre det. Samtidig bliver vi forpligtet til at yde milliardbeløb for at redde andre landes banker, hvis de får problemer.

Vi håber, at de danske politikere siger nej til dette projekt. Men hvis de siger ja, må der udskrives en folkeafstemning, så danske vælgere kan tage stilling til sagen.

Nej til EU’s militærpolitik

På EU-ledernes topmøde vil man ikke kun oprette en bankunion. Man vil også styrke det militære samarbejde og give EU’s våbenagentur bedre muligheder for at styre indkøbene af våben.

EU siger, at man kan spare penge ved at gøre våbenindustrien mere effektiv. Men det egentlige formål er ikke at spare penge. Det er at gennemføre en oprustning, der kan gøre EU til en militær stormagt på linje med USA.

Danmark må sige nej til denne politik og dermed fastholde den militære undtagelse, som vi fik i 1993.

Dette indlæg blev udgivet i Arkiv. Bogmærk permalinket.